Praktisk information

Her finder information om kost, traditioner, sygdom, hygiejne, bevægelse, leg udenfor, kørsel, bleer, sutter og skiftetøj m.m.

Kost

Lions Børnehus er en daginstitution, som lægger vægt på danske traditioner og madkultur.

I vuggestuen prioriterer vi børnenes kost meget højt. Vi sørger for, at de får en sund, ernæringsrigtig og varieret kost.

Vores kostmålsætning er:

  • at give børnene en sund, ernæringsrigtig og varieret kost.
  • at lære børnene gode kostvaner.
  • at give børnene en rolig og hyggelig spisesituation.
  • at lære børnene selv at smøre mad.
  • at lære børnene at smage på nye ting.
  • at lade børnene selv være aktive (borddækning, øse mad op, almindelig bordskik).

Middagsmaden er opdelt i forskellige kategorier såsom grøddag, fiskedag, indmad, vegetarisk dag og rugbrød/lune retter.

Madplanen laves for fire uger af gangen, da vi prøver at tage hensyn til årstidens fisk, grønt m.m. Ugens menu står skrevet på tavlen ved køkkenet, hvor også eftermiddagsmaden er påført.

Børn fra 0-1 år får den kost, der passer til deres alderstrin.

Vi tager naturligvis hensyn til børn, som enten er allergiske over for madvarer eller ikke må få visse produkter.

Morgenmad

I tidsrummet fra kl. 06:30-07:30 er der tilbud om morgenmad.

Morgenmaden består på skift af havregrød, øllebrød, havregryn, rugbrød, knækbrød og ost.

Mål for sundhed i vuggestuen

  • At give børnene glæden ved at spise sundt og røre sig.
  • Vi vil øge forældrenes bevidsthed gennem vores aktiviteter, så de kan give basis for, at børnene får en sundere hverdag.
  • Vi vil motivere børnene ved at lave aktiviteter, hvor de bruger deres krop fysisk.
  • Kostudvalget tilrettelægger kosten, så den bliver sund og varieret og undgår det hvide brød, saftevand og sukkerholdig mad som yoghurt og pålægschokolade.

Kostudvalget laver en menuplan, for fire uger af gangen, hvor der er fokus på sund og varieret kost.

Vi afholder også en årlig sundhedsuge, hvor der er ekstra fokus på sund mad.

Vi snakker og laver aktiviteter om sund og usund mad. Her inddrager vi forældrene, da børnene selv skal have en sund madpakke med til eftermiddagsmad.

Vi besøger også tandlægen, som kan fortælle om, hvordan kosten påvirker tænderne.

Vi snakker løbende med forældrene om, hvad der er sund mad for deres barn.

Lions vuggestue har tilmeldt sig "sundhedstegnet" - et tilbud fra ministeriet.

Succeskriterier

  • Børnene vil gerne smage på anderledes og ny mad.
  • Børnene spiser meget varieret og er ikke kræsne.
  • Vi kan se, at børnene spiser grøntsager, frugt, drikker vand/letmælk m.m.

Gennem vuggestuetiden vænner børnene sig til sund og varieret kost, hvorved vi også øger forældrenes bevidsthed om sund kost.

Børnene bliver vænnet til at bevæge sig og være aktive. Børnene viser glæde ved at være fysisk aktive.

Sund kost giver gladere og klogere børn.

Evaluering

Personalet vil løbende på deres planlægningsmøder evaluere de forskellige aktiviteter. Vi vil løbende tale med forældrene både om kosten i vuggestuen og om, hvordan det går derhjemme.

Traditioner

Lions Børnehus er en institution, som lægger vægt på de danske traditioner, der er i løbet af året.

Til fastelavn slår vi katten af tønden, og børnene må gerne komme udklædte.

Til påske holder vi en påskefrokost for alle børn.

Til jul holder vi Lucia-fest og synger for forældrene og de andre børn.

Hele december klipper og klistrer vi julepynt, åbner julekalender osv.

Læs mere om arrangementer i vuggestuen her.

Medicin

I vuggestuen må vi ikke give børnene nogen form for medicin, medmindre der er lægelig dokumentation.

Syge børn

Vuggestuen modtager ikke syge børn.

Hvis et barn bliver sygt i løbet af dagen, kontakter vi forældrene.

Barnet må komme igen, når det er raskt og kan deltage i dagligdagen.

Sukkerpolitik

I det danske samfund er der for tiden meget fokus på, at flere og flere børn er overvægtige, og at mange børn lever for usundt og får for lidt motion. Vi er derfor begyndt at minimere sukkerholdige madvarer i vuggestuens kost (sukkerholdig yoghurt, kiks, saftevand, kage, pålægschokolade m.m.).

Ved særlige lejligheder som forældrekaffe, fødselsdage, skovvuggestue m.m. serveres der dog saftevand, kage og pålægschokolade.

Vi forsøger at undgå usunde fedtprodukter med for mange usunde fedtsyrer.

Det hvide brød er skiftet ud med grove varianter evt. med revne grøntsager.

Sødmælk tilbydes kun til børn under 1 år – alle andre drikker letmælk eller vand.

Fødselsdage

Når vi holder fødselsdage, opfordres forældrene til sund "slik".

Eksempler på hvad der vil være fint at dele ud til fødselsdage i Lions Børnehus:

  • Frugt
  • Tørret frugt – rosiner, abrikoser, ananas, figner og lignende.
  • Boller
  • Popcorn
  • Flødeis
Sundhedstegnet

Lions vuggestue arbejder med sundhedstegnet. Det vil sige at vi har fokus på:

  • Trivsel og sundhed
  • Leg og bevægelse
  • Ude- og indeliv
  • Mad- og måltidspolitik

Hvis I har lyst til at vide mere, kan I låne mappen om sundhedstegnet.

Hygiejne

For at sikre en god hygiejne og undgå smitte/sygdomme har vi opstillet nogle regler, som skal være med til at mindske smitterisikoen:

  • Vask/desinficer hænder hver gang, du har hjulpet et barn med bleskift, toiletbesøg, at tørre næse m.m.
  • Desinficer altid puslebordet efter bleskift.
  • Hav altid en lille flaske desinfektionsmiddel i lommen, når du er sammen med børnene.
  • Alt vasketøj skal vaskes ved 95 grader.
  • Annies køkkentøj må ikke have depot på voksenbadeværelset.
  • Ingen "unødige ting", tøj og materialer må have depot på børnebadeværelserne.
  • Snavs skal vaskes væk, inden der bruges desinfektionsmiddel.
  • Æggebakker må ikke komme i køleskabet – de skal smides ud med det samme og må ikke bruges til andet.
  • Intet mad, der har været på stuerne, må genbruges.
  • Vareleveringsvognen må ikke komme i køkkenet.
  • Alle "håndtag", vandhaner og wc-knop skal vaskes så ofte som muligt.
  • Dyserne i vandhanerne skal renses indimellem.
  • Når der handles ind, må varerne ikke ligge ubeskyttet under klapvognen, og kød og grøntsager må ikke komme i samme pose.
  • Bradepander og gryder må ikke stå i udslagsvasken.
  • Gør rent og ryd op efter dig selv, uanset hvor du er.
  • Brug din sunde fornuft.
Bevægelse og motion

En gang ugentligt tager vi til gymnastik på Randers Statsskole.

Vi har en fast dag, hvor vi har sang/musik, der indeholder meget dans og bevægelse.

Vi planlægger aktiviteter, så børnene bruger deres krop, enten på legepladsen eller på ture til bl.a. naturlegepladsen, "byggern", bakkerne bag Nørrevangskolen, Tøjhushaven m.m.

For de mindste børn arrangeres små gåture i nærmiljøet, så brug af klapvogne minimeres.

Sang og bevægelse

En gang ugentligt samles de ældste fra alle tre stuer til sang og bevægelse. Der er et genkendeligt program/forløb med små afvigelser.

Der er bla. en goddag- og farvelsang og en sang om tal, mængder og størrelser.

Vi hopper, løber, lister, danser og bevæger kroppen.

Vi sætter navn, ord, begreber og farver på.

Vi hører musik og bruger trommer og rasleæg.

Vi følger børnenes input og tager udgangspunkt i dem.

Børnene skiftes til at være i centrum.

Vi arbejder ud fra, at børnene får en fælles social oplevelse og relationer, og at de oplever tryghed, nærhed, omsorg, respekt for hinanden og anerkendelse.

Vi passer på solen

Vi holder os orienteret om UV-indekset.

Forældrene orienteres om vigtigheden af, at børnene bliver smurt ind hjemmefra allerede om morgenen, og at de medbringer en solhat.

Efter middagsluren smøres alle børn ind med solcreme faktor 30. Hvert år indkøbes der nye solcremer til hele huset, såfremt det er forsvarligt at gå ud. Ellers venter vi til efter kl. 15:00.

Legepladsen er indrettet med et skyggefuldt område med store træer. Der er også opstillet pilehytter og legehuse. Endvidere har vi et stort solsejl (flextent fra Matas Fonden), der giver skygge i sandkassen, og flere store parasoller.

Børnene iklædes let bomuldstøj, og der sørges for rigeligt med væske.

Vuggestuen er medlem af solklubben.

Ude hver dag

Vi bestræber os på, at børnene kommer ud hver dag. De kommer enten på tur ud og se, hvad der sker ude i verden, eller ud at lege på vores dejlige legeplads.

Blekonto

Forældrene betaler selv for alle bleer i vuggestuen. Forældrene har lavet en fælles indkøbsordning for at gøre det billigst muligt.

Hvert barn betaler 70 kr. pr. måned senest den 25. i måneden, og betalingen skal ske forud. Beløbet skal indsættes på bankkontoen: Sparekassen, Mariagervej, 8900 Randers, regnr.: 9331 og kontonr.: 0002109999.

Vi skifter børnene:

  • inden de skal på legepladsen.
  • inden de skal på tur.
  • inden de skal sove.
  • når de vågner.
  • efter behov.
Skiftetøj

Hvert barn har en garderobe til tøj.

På badeværelset har barnet et skab til skiftetøj, som består af ekstra bukser, undertøj, trøjer, strømper m.m. Som forældre sørger I selv for, at der er rent skiftetøj.

Vådt tøj lægger vi en plastikpose i barnets garderobe. Dette bedes I venligst tage med hjem samme dag.

Der er vigtigt at give barnet tøj med, der passer til al slags vejr, såsom hue, vanter, støvler, regntøj, osv., så de kan være ude i al slags vejr.

Ligeledes skal de hver dag have hjemmesko med.

Husk navn i alt tøjet.

Sutter

Vuggestuen har et antal sutter i vuggestuen, som børnene bruger.

Af hygiejnemæssige grunde koger vi sutterne hver dag.

Hvis barnet bruger en speciel sut, kan den medbringes.

Kørsel

Al kørsel med børn foregår med offentlige transportmidler.